Et samtale forløb - Den største og vigtigste hjælp fik jeg af samtaleterapien. Susanne hjalp mig med at se lidt klarere på den situation jeg var i – at jeg skulle prøve at give mig selv lov til at hvile fra træning en gang imellem, og jeg indgik en aftale med hende omkring min spisning. Visse ting var stadig blokeret og svære at tale om. Følelser, som berørte min skilsmisse, sorgen efter min mors død, vrede, håbløshed, angst for fremtiden, kunne jeg ikke rigtig sætte ord på. Susanne spurgte, om det var en ide at bruge tegning/maling til at komme ind til det, som var sværest for mig at mærke.

Det var lettere for mig at komme i kontakt med det inderste ved hjælp af mine malerier. Jeg kom også ind på min familie, barndom uden far, anoreksien, seksualitet, og pludseligt føltes det vigtigt at få lov at tale om fortiden, barndommen og ungdommen. Jeg var begyndt at huske tilbage. Måske havde alt dette betydning og vigtighed, fordi jeg havde mistet de to personer som var de vigtigste i min barndom.

Jeg blev introduceret til udtrykket “Det indre barn”, som jeg aldrig tidligere havde hørt om. Det var svært for mig i begyndelsen at forestille mig mit indre barn, som jeg heller ikke kunne se eller kunne male i mine billeder. Men stille og roligt kom det, og jeg arbejdede med mit indre barn, hvilket gav mig en slags ro og harmoni.

Jeg forestillede mig selv med min familie, min mor, min fantasi-far, som jeg ønskede dem, og jeg bearbejdede så visse situationer som jeg havde oplevet, så det hele blev mere positivt. Jeg giver mig selv en lykkeligere barndom på den måde. I min fantasi har min mor altid tid til mig og til det som jeg har brug for. Min fantasi-far bliver den kærlige, betænksomme, heltetype, som er der hele tiden og han roser mig.

Pludselig blev det en fornøjelse at tænke tilbage på min barndom. Noget blev helet fra fortiden, hvilket kan lade sig gøre. Jeg kan selvfølgelig ikke ændre min barndom, men hvis maleriet til tider var meget i grå nuancer, kan jeg nu tilføre farver og give mit indre barn en god oplevelse.

Tidligt i terapien opdagede jeg, at jeg havde meget svært ved at være sammen med andre mennesker (social fobi), og jeg var begyndt at isolere mig mere og mere uden at være klar over, at det faktisk gjorde mig mere deprimeret. Jeg fik straks problemer med min mave, hvis jeg var sammen med mange mennesker.

Det tog tid for mig at erkende, at mine maveproblemer hang sammen med en social angst. Samtidig med dette havde jeg en angst for at andre mennesker ville gøre mig ondt. Jeg var begyndt at få problemer i relation til mit arbejde. Alle sociale sammenhænge begyndte at blive svære at håndtere. Her kom terapien ind. Det at kunne sætte ord på angsten hjalp mig til langsomt at begynde at bearbejde problemerne.

Jeg har brug for at analysere, hvorfor problemerne kommer, forstå årsagen til, hvorfor fx den sociale fobi kom. At den hang sammen med, at jeg oplevede, at jeg havde mistet fodfæste og mistet min tryghed i livet, som var min familie og min ekspartner. Og det fik jeg lov til i terapien.

Jeg er nu nået dertil, at jeg har fået bearbejdet nogle af mine problematikker, og nogle arbejder jeg videre med stadig, men det går fremad hele tiden. Jeg føler, at der ikke er så lang tid tilbage i terapien, før jeg når den fase, hvor jeg kan begynde på min selvudvikling. At se fremad “begynde mit nye liv” som jeg ønsker det.

Klient YF